Visuel struktur derhjemme: Sådan skaber I ro og forudsigelighed som familie

Af Niklas Boye Rasmussen, specialpædagog med 10 års erfaring fra autismeområdet

Klokken er 7.14 en helt almindelig tirsdag. Madpakken er smurt, tøjet ligger klar, og alligevel er morgenen ved at vælte. Tandbørstningen blev til en diskussion, strømperne føltes forkerte, og nu står I i entréen, hvor det sidste "kom nu, vi skal afsted" hænger i luften. Alle er kede af det, før dagen overhovedet er begyndt.

Hvis du kender den morgen, så ved du også, hvor meget kærlighed og hvor mange kræfter der ligger bag den. Det er ikke dårlig opdragelse, og det er ikke et umuligt barn. Det er ofte en hjerne, der har brug for at vide, hvad der kommer, i en verden, der hele tiden skifter.

Jeg har arbejdet med visuel struktur i ti år som specialpædagog. På botilbud, hvor jeg kommer fra, er metoden hverdag. Men de samme greb virker ved køkkenbordet, og de kræver hverken uddannelse eller udstyr. Denne guide er til jer, der gerne vil have mere ro derhjemme og lidt færre kampe om ting, der ikke burde være kampe.

Hvorfor virker det også derhjemme?

Kort fortalt: Visuel struktur gør information synlig i stedet for kun at sige den højt. En rækkefølge med billeder på badeværelsesdøren forsvinder ikke, når den er sagt. Den bliver stående, så barnet kan vende tilbage til den, lige så mange gange der er brug for det.

For mange børn, især børn med autisme eller ADHD, er talte beskeder hård kost. De skal fanges, huskes og oversættes, mens alt muligt andet også sker. Et billede, der bliver hængende, skal bare ses. Teorien bag er den samme, som professionelle tilbud har brugt i årtier, og jeg har skrevet en grundig gennemgang af den i guiden om visuel struktur til voksne med autisme. Pointen her er en anden: Hjemmet er faktisk det sted, hvor strukturen har flest timer at virke i.

Start småt: tre steder med mest ro for indsatsen

Den største fejl, jeg ser, er at ville strukturere det hele på én gang. Vælg ét af de her tre steder, og lad resten være, indtil det første kører.

1. Morgenrutinen

Hæng en rækkefølge op, dér hvor tingene sker: vågne, tøj, morgenmad, tænder, sko, taske. Brug fotos af barnets egne ting frem for tegninger, hvis I kan. Barnets egen jakke er lettere at genkende end en tegnet jakke. Peg på planen i stedet for at gentage beskeden. Så bliver det planen, der bestemmer rækkefølgen, og ikke jer, der skubber på. Det lyder som en lille forskel. I praksis er det ofte hele forskellen.

2. Overgange og skift

De fleste konflikter derhjemme handler ikke om selve aktiviteten, men om skiftet: fra skærm til aftensmad, fra leg til bad, fra hjemme til afsted. Skift er lettere, når de kan ses på vej. Et varsel, der kan ses og ikke kun høres, for eksempel en timer med synlig tid, giver barnet mulighed for at forberede sig i stedet for at blive afbrudt. Og en synlig plan for, hvad der kommer efter skiftet, gør det lettere at slippe det, man er i gang med.

3. Weekender og ferier

Det lyder bagvendt, men de "frie" dage er ofte de sværeste. Uden skole og faste tider forsvinder alle holdepunkterne på én gang. En kort dagsplan med tre eller fire punkter, for eksempel morgenmad, tur, ro, aftensmad, kan give weekenden ryggen tilbage uden at fylde den med programmer. Planen behøver ikke være detaljeret. Den skal bare svare på spørgsmålet, som uroen kommer fra: Hvad skal der ske i dag?

De typiske faldgruber

Jeg vil hellere fortælle jer om faldgruberne nu end lade jer finde dem selv:

• For meget på én gang. Ti piktogrammer i fire rum holder tre dage. Én rækkefølge ét sted kan holde i årevis. Start småt, og byg på, når det første er blevet hverdag.
• Planen som pressionsmiddel. "Se, der står bad på planen!" sagt med skarp stemme gør planen til en modstander. Planen skal være den rolige tredjepart, der viser vejen, ikke et våben i diskussionen.
• At give op efter tre dage. De første dage er ofte værre, ikke bedre, fordi noget nyt i sig selv er en forandring. Genkendelighed kræver gentagelser. Giv det uger med samme form, før I dømmer.
• Voksne, der gør det forskelligt. Hvis rækkefølgen er én ting hos mor og noget andet hos far, er det ikke længere en struktur. Så er det to. Aftal formen, og hold den ens, også i aflastning og hos bedsteforældre.

Hvad siger forskningen om familier?

Det meste af forskningen i visuel struktur er lavet i professionelle rammer, og den er solid. Struktureret pædagogik hører til de mest undersøgte tilgange på autismeområdet, med de tydeligste effekter på hverdagsfærdigheder og på at mindske problemskabende adfærd. Detaljerne og forbeholdene har jeg gennemgået i hovedartiklen om visuel struktur.

Forskningen i forældre som dem, der bærer indsatsen, er yngre, men den findes. Et Cochrane-review fra 2013 af Oono, Honey og McConachie samlede studierne om forældreformidlede indsatser til små børn med autisme. Det fandt tegn på bedre samspil mellem forældre og børn og visse positive effekter på børnenes udvikling, men også, at evidensen stadig er blandet. Det ærlige svar er altså: Forskningen peger den rigtige vej, og den er ikke færdig.

Min vurdering efter ti år i praksis: Jeg har set for mange familier få det bedre til at vente på det perfekte studie. Visuel struktur derhjemme er billig at prøve, uden bivirkninger og let at stoppe igen, hvis den ikke hjælper. Det vigtigste er at give den en ærlig chance: samme form, samme sted, i flere uger.

Papir eller app derhjemme?

Som i alt andet, jeg skriver: Papir virker. En lamineret rækkefølge på badeværelsesdøren er visuel struktur, og den skal ikke gøres finere, end den er. Start gerne dér.

Det digitale bliver interessant, når hverdagen vokser ud af papiret. Når planer skal ændres tit. Når barnet har flere hjem, og formen skal være den samme hos mor, hos far og i aflastningen. Og når I gerne vil kunne se udviklingen over tid i stedet for at skulle huske den: Blev morgenerne faktisk lettere denne måned, eller føles det bare sådan? Hvis det spørgsmål optager jer, så handler artiklen om data i pædagogisk arbejde om præcis det, bare fra den professionelle verden.

Kalendo, værktøjet bag denne side, er bygget til bosteder og pædagogiske tilbud, og det er dér, det har sit hjem i dag. Men grundtankerne er de samme ved køkkenbordet: billeder, rækkefølger, genkendelighed og en udvikling, man kan se. Er I en familie og nysgerrige, så skriv endelig. Det forpligter ikke til noget.

Vil du vide mere om metoden bag? Læs guiden om visuel struktur, eller skriv til Niklas hvis du har spørgsmål.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor gammelt skal barnet være, før visuel struktur giver mening?

Der er ingen nedre grænse. Små børn kan følge to billeder i rækkefølge, længe før de kan følge en forklaring. Det afgørende er ikke alderen, men formen: få billeder, konkrete fotos og korte rækkefølger til de yngste, mere tekst og længere overblik, efterhånden som barnet vokser. Formen skal følge barnets udviklingsniveau, ikke fødselsdagen.

Bliver hjemmet ikke en institution af skemaer og piktogrammer?

Nej, ikke hvis strukturen bliver, hvor den gør gavn. Et hjem skal ikke ligne en opslagstavle. Start med ét sted og ét tidspunkt, for eksempel en rækkefølge på badeværelsesdøren. Mange familier oplever faktisk det modsatte: Når skænderierne om rutinerne forsvinder, bliver der mere plads til det, der føles som hjem.

Hvad gør vi, når mor og far ikke gør det ens?

Så vinder uforudsigeligheden, og det er den, barnet reagerer på. Aftal den samme rækkefølge, de samme billeder og de samme ord, og hold jer til det, også når det er besværligt. Det gælder alle voksne omkring barnet: forældre, bedsteforældre og aflastning. Ens form betyder mere end perfekt form.

Virker det også for søskende uden diagnoser?

Ja. Forudsigelighed er rart for alle børn, og en fælles familietavle kan gøre strukturen til noget, hele familien bruger, i stedet for noget, der kun gælder ét barn. Det fjerner også følelsen af at være den, der er anderledes.

Hvor lang tid går der, før vi kan mærke en forskel?

Tænk i uger, ikke dage. Genkendelighed opstår først, når barnet har mødt den samme form mange gange, så giv det tre til fire uger med samme rækkefølge, før I ændrer noget. De første tegn er ofte små: færre spørgsmål om, hvad der skal ske, eller en morgen, der bare glider.

Om forfatteren

Kilder og videre læsning

• Oono, I. P., Honey, E. J. & McConachie, H. (2013): Parent-mediated early intervention for young children with autism spectrum disorders (ASD). Cochrane Database of Systematic Reviews, Issue 4, CD009774.
• Virues-Ortega, J., Julio, F. M. & Pastor-Barriuso, R. (2013): The TEACCH program for children and adults with autism: A meta-analysis of intervention studies. Clinical Psychology Review, 33(8), 940–953.
• Mesibov, G. B. & Shea, V. (2011): Evidence-based practices and autism. Autism, 15(1), 114–133.
• TEACCH Autism Program, University of North Carolina: teacch.com